Til Kanten

Censoreret udstilling i Kunstpakhuset Ikast. Afholdes på lige år.

2026: Med dommerstemmerne 2-1 antog dommerne Malene Vinge, Ragne Sigmond og Søren Pagter billedet nedenfor til dette års fotoudstilling der kan ses i perioden 16/5-14/6.

27 ud af 190 billeder blev antaget.

Antaget 2026

Om billedet: En dommer fandt linjerne (diagonalen og trappens forløb) interessant men syntes personen står i vejen for hvad beskueren skal se, fordi vi ikke rigtigt kan se vedkommende. Den mørke trekant øverst til venstre fik også kritik fordi der ikke sker noget der. Det blev et nej tak. En anden dommer fandt personen interessant, ikke mindst fordi han kigger på os. Hun nævnte at billedet bliver bedst set på afstand fordi tremmerne deler personen op. Hun syntes det stringente sammen med det organiske (personen) fungerer. Den sidste dommer var enig i dette.

Min kommentar: nogle motiver opstår helt spontant. Dette billede er et resultat af tålmodigt arbejde og er udvalgt fra ca. 200 skud af samme motiv. Jeg måtte tilbage 2 gange og tage scenen om fordi det ikke var blevet helt rigtigt. Jeg har selvfølgelig søgt de stringente linjer for det gør jeg meget, men jeg søger også altid et modspil til dem ved at have noget organisk, et menneske i billedet. Den ene dommer var spot-on ift. at se det. Personen på billedet (som hedder Martin) har en flot Stetson hat på og det var intensionen at den skulle fylde mere i billedet (det gør den i mange af de andre skud). Jeg endte dog med at gå med denne version dels fordi jeg godt kan lide at silhuetten bliver delt op ligesom en gammel filmfremviser der ikke er i sync og fordi Martin kigger på os. Netop derfor er det vigtigt at billedet ses på afstand. Sidst men ikke mindst har jeg søgt at lave et farvebillede der ligner sort/hvid. Nogle billeder laves i sort/hvid men man bibeholder farven i hovedmotivet. Der er en kendt IKEA plakat med en rød London bus i et helt sort/hvidt miljø. Det kan give hurtig opmærksomhed men jeg synes sjældent det fungerer på den lange bane. Her ser man Martins jakke men det virker imø ikke overdrevet fordi resten faktisk også indeholder farveinformation.


Antaget 2024

Antaget 2022

Antaget 2022: Dommerdiplom for nytænkende og anderledes fotografi (Kennet Islandi Havgaard)

error: Content is protected !!